Uddeling af priser 2012

Søren Svendsen fik luftfartspokalen 2012

Den prestigefyldte pokal tildeles en person, som har gjort en bemærkelsesværdig indsats for flyvningen i Danmark. Denne gang var det satsningen i Aalborg Lufthavn, der blev belønnet.

”Man kan godt få succes i dansk luftfart ved at blive på landjorden.”

Det sagde formanden for Danske Flyvejournalister, redaktør Ejvind Olesen, da han 7.december 2012 overrakte Luftfartspokalen til Søren Svendsen adm. direktør i Aalborg Lufthavn. Det skete ved det årlige store julearrangement i Vilhelm Lauritzen Terminalen i Københavns Lufthavn.

”Når man kan arbejde sig frem fra job på landjorden hos SAS i lufthavne i Aalborg, Billund, Aarhus og København – for derefter at havne som dynamisk lufthavnschef i Aalborg med både indenrigs og global fremdrift samt kæmpe udbygningsplaner forud for 75. års jubilæum næste år, så har man også fortjent at få årets Luftfartspokal,” sagde Ejvind Olesen i sin hyldesttale.

Formand Ejvind Olesen overrakte pokal og blomster til  Søren Svendsen, adm. direktør i Aalborg Lufthavn.

Formand Ejvind Olesen overrakte pokal og blomster til
Søren Svendsen, adm. direktør i Aalborg Lufthavn.

Søren Svendsen er i dag chef for en lufthavn med ca. 1,4 mio. passagerer og et ambitiøst mål om at nå 2 mio. passagerer. ”Rækker han ud efter stjernerne? Måske, men så kan man da i hvert fald blive Danmarks tredjestørste lufthavn,” lød det fra Ejvind Olesen.

Et rekordstort antal inviterede gæster, 135 i alt, deltog i det store julearrangement. Det havde for første gang også havde Stand By som sponsor sammen med de to sponsorer fra tidligere år, Københavns Lufthavne og SAS.

Ellehammer Prisen til Jesper Rungholm
Ved arrangementet blev også Ellehammer Prisen uddelt. Den tilfaldt pilot og adm. direktør i DAT, Jesper Rungholm, for hans store indsats for dansk indenrigstrafik, ikke mindst med Bornholmerflyet, der opstod efter Cimber Sterlings opløsning i 2012.

”Når man er i stand til at knytte Bornholm så tæt til det øvrige Danmark, og når man så samtidig kan yde norsk passagerflyvning konkurrence på hjemmebane, så er det i sig selv prisværdigt. Danish Air Transport sagde ja til Bornholm med hud og hår og lukkede måske døren effektivt for andre såvel fra Norge som Finland,” lød det bl.a. fra næstformand Preben Kjær.

Adm. direktør Jesper Rungholm modtog Ellehammer  Prisen 2012. Han modtog prisen sammen med sin kone Kirsten Rungholm. Fotos: Bjarne Lüthcke

Adm. direktør Jesper Rungholm modtog Ellehammer
Prisen 2012. Han modtog prisen sammen med sin kone Kirsten Rungholm. Fotos: Bjarne Lüthcke

Ellehammer Prisen gives for iværksætterånd, inspiration og gode ideer i den danske flyvepioner Jacob Chr. Ellehammers ånd. Prisen blev uddelt for 21. gang.