Uddeling af priser 2013

Luftfartspokalen 2013 til Martin Møller
Danske Flyvejournalister uddelte ved sit årlige julearrangement i Københavns Lufthavn fredag 13. december 2013 de to hædersbevisninger Luftfartspokalen og Ellehammer Prisen.

Luftfartspokalen er uddelt siden 1948 og gives for en særlig indsats på flyvningens område. Den gik i år til Martin Møller, ejer og formand for Nordic Aviation Capital (NAC) – samt aktiv pilot.

Martin Møller stiftede NAC i Skive i 1990. Selskabet beskæftiger sig med handel og udlejning af fly og er i dag en af verdens største indehavere af regionale turbopropfly.

“Aktiv pilot er han fortsat i eget business fly – i omkring 300 timer om året rundt om til sine mange kunder i den store verden. I dag er han også kommet til Danmark fra Tampa i Florida i eget fly, som står parkeret i Billund,” sagde Ejvind Olesen, formand for Danske Flyvejournalister i sin tale til prismodtageren.

Formand Ejvind Olesen (th.) overrakte pokal og blomster til Martin Møller, stifter af Nordic Aviation Capital.  Foto: Bjarne Lüthcke

Formand Ejvind Olesen (th.) overrakte pokal og blomster til Martin Møller, stifter af Nordic Aviation Capital. Foto: Bjarne Lüthcke

NAC ejer over 150 fly, som med udgangspunkt i Billund leases ud til flyselskaber verden over. Senest har NAC afgivet en historisk stor ordre på 90 fly af typen ATR-600 til en værdi af 12 milliarder kr. NAC havde i regnskabsåret 2011/2012 et driftsresultat på 700 mio. kr. og en omsætning på 1,5 mia. kr.

“Vi hylder en prismodtager, som har gjort en stor indsats for flyvningens fortsatte eksistens både i Danmark og globalt. Hjertelig tillykke til Martin Møller,” sluttede Ejvind Olesen sin tale.

Ellehammer Prisen til raketpionerer
Ellehammer Prisen er indstiftet 1992. Den er opkaldt efter den danske flyvepionér Jacob Chr. Ellehammer, som i 1906 gennemførte den første flyvning i Europa.

Ellehammer Prisen 2013 gik til stifterne af Copenhagen Suborbital, Peter Madsen og Kristian von Bengtson. De to har siden 2008 arbejdet på at sende en mand ud i rummet ved hjælp af en raket.

Kristian von Bengtson fra Copenhagen Suborbital modtog Ellehammer Prisen 2013. Her sammen med Ejvind Olesen, formand for Danske Flyvejournalister. Foto: Bjarne Lüthcke.

Kristian von Bengtson fra Copenhagen Suborbital modtog Ellehammer Prisen 2013. Her sammen med Ejvind Olesen, formand for Danske Flyvejournalister. Foto: Bjarne Lüthcke.

Den 23. juni i år lykkedes det de to prismodtagere, at få en raket i luften fra en flydende platform øst for Bornholm. Raketten, som havde en dukke om bord, gik som beregnet op i 8,3 km højde og vendte tilbage. Fremover venter flere forsøg mod målet om en bemandet rumflyvning.

Ellehammer Prisen gives for iværksætterånd, inspiration og gode ideer i Jacob Chr. Ellehammers ånd. Prisen blev uddelt for 22. gang.